ohne Worte
Folgen der Profitmaximierung: überbelegtes Krankenhaus
Modernste Technik zum Wohle des Patienten!
Gemütliches Ambiente für Kassenpatienten zum Sterben?
Eigentlich ....
Man kann es nicht glauben nach
Auch ....
Anscheinend frei nach dem Motto: 
Døden i Tyskland
Et mindeord
15.Januar 2011.
En betydningsfuld dag, ikke for Tyskland, men for en flok mennesker i denne land. På denne dag døde vores mor, svigermor, bestemor, kone, tante, veninde. På en klinik i Sydtyskland. Efter 12 dage ophold på akut- og kardiologiafdeling. Efter et liv fyldt med engagement for familien og samfund, fyldt med arbejd som sygeplejerske, social omsorg til folk i område, pleje af demenssyg ægtemanden, opdragelse af sønnen osv. Tak for engagementen fra os. Men sidstendelig, hvem var utaknemmeligt: Samfunden og staten.
Jeg vil gerne begynde med vitaen af min mor. Født den 19. Juli 1931 i Schlesien som ygnste af 7 søskende, levede hun i barndom på en bøndegård med tilsluttet kro sammen med familien og hendes bernhardiner Barry. Han beskyttede hende mod alt og alle.
Med Hitler´s magtovertagelse og efterfølgenden 2. Verdenkrig drængede uheld ind i livet lige hos så mange andre familier. Familienmedlemmer døede, blev savnet, forsvandt. Sidst var flugten fra hjemmet eneste løsning.
På flugten skete der umenneskelige ting lige i hele, men fjern krigen. Bare nu lige foran øjnene af en ung pige. Forårsagt af storhedvanviden af en gal person.
Flugten sluttede i Westfalen, fra indfødte bekæmpet som flugtninge, snydet gemmen såkaldte „Lastenausgleich“, fattig og alene.
Nu opstår der spørgsmål om uddannelser og fremtiden til hvert eneste familiemedlem. Min mor besluttede sig for at bli´r sygeplejerske, en tjeneste til samfunden. Hun gennemgik uddanneslen i Wuppertal og skiftete senere, efter intermezzoen på en privatklinik i Ludwigsburg, til den offentlige sygehus i Bietigheim-Bissingen, hvor hun arbejdede op til pensionsstart, og videre.
Arbejd sluttede ikke med pensionen, pleje af ægtemanden fulgte ifg. demens og parkinson. Op til hendes død.
15.Januar 2011
En betydningsfuld dag, ikke for Tyskland, men for en flok mennesker i denne land..
En dag uden naturkatastrofe, uden flyuheld, uden en stor kørseluheld. Mindst umiddelbart i nærheden af sygehuset, hvor min mor blev indlagt.
Trods dette normalitæt, dette banalitæt i hvertdag, er sket hvad jeg nu beskriver.
Vom 02.01. – 03.01.2011
indlæggelse på sygehus med hjerteinfarkt
Først i byen hvor hun boede, derefter flyttning til sygehus i kommunehovedbyen akutafdeling
04.01.2011
Min ankomst i sygehuset
04.01. – 10./11.01.
ophold på akutafdeling, delvist bevist, delvist comatøs
10./11.01.
flyttning til kardiologiske afdeling, fordi der var ingen håb mere på helbredelse. Hjælpede selv hos flyttning, da bare 1 sygeplejerske stod parat til transport. Flyttet til et 3-personer værelser, fuldstændig optaget rum nu. Blandt andre patienter var også en kvinde, hvilken snakkede med sig selv hojt hele dagen og natten. Selv oropax hjulpede ikke min mor og mig at finde ro.
12.01.
Flere timer
Pga. meget dårlig tilstand flyttning til lægekontoret´s forrum, et rum uden vindue, brugt som depotrum til alt muligt. Afskærming i denne situation gennem paravent. Plejepersonal og læge løb gennem værelse i korte afstande, hele tiden forstyrelser gennem hojt samtaler, hojt dørklap, samtaler gennem sygeplejerske og læge i dørrem osv.
Mig og pårørende var forfærdet over tilstand, min mor lå for døden og familien og venner var nødt til at tage afsked.
Jeg dokumenterede tilstand og tog flere billeder. Det var optaget af ledelse af stationen og blev efterspurgt hvorfor jeg lavede billeder. Så fik jeg adressen af reklamationsafdeling.
På samme dag samtale med reklamationsafdeling. Vi talte om situationen og reklamationsmanager klagede over omstændigheder og lovede at ændre situationen. Som forklaring om den dårlig situation sagde reklamationsafdeling, sygehuset vær optaget over 100%, intet eneste ledig seng mere til rådighed og patienter var nød til at opholde og sove på gangen.
Flytning tilbage til 3-personer værelser. Nu havde vi delvis ro, delvis var en patient med på værelse. Til
15.01.
om morgenen
min mor døde.
Nu, endnu i sorg, stiller jeg spørgsmål, hvilken værdi døende har i Tyskland. Er De nok mennesker eller bare et journal, nummer i systemet? Sikrer den tyske sundhedsvæsen værdi af dødspatienter eller bli´r, lige en gang i mørke tider, den isoleret menneske reduceret til et journalnummer.
Er Tyskland igen parat til at sklene mellem førsteklasse (livsværdig) og andenklasse (uværdig) liv, mellem privat- og offentligsikret patienter (kassepatienter)?
Hvordån kan man forklare, patienter med offentlig sygesikring er nødt til at vente længer på behandling end privatpatienter. Hvordån kan man forklare, den tyske offentlig sygesikring få bare 95% af penge, det har brug for.
Hvordån kan man forklare, tyske politik opsiger solidarsamfunden, lige mottoen:
Market regulerer sig selv. Selvom tysk sundhedvæsen ikke handler efter marketsregler, bureaukratien forårsager enorme omkostninger, pharmaindustrien skaber milliardergevinster, så
Bli´r der færre og færre penge tilbage for folk, det har brug for behandlinger.
Min mor døde, timevis under uværdige omstændigheder, som såkaldt kassepatient, som tidliger ansat i institution, hun døde. Det var klart, hun døde. Men hvorfor på den slags?
Måske har hun bare ikke haft den lobby, intet forbindelse til det rette folk, var ikke populær. Bare del af folket, de har skaffet fundament til Tysklands velstand efter 2. verdenskrig. De har næsten ingenting fået for den ydelse, indtil nu. Fattig Tyskland.
Så eksiterer politiker, de nedgører selvbestemt døde pga. kristelige argumenter, på andre side nægter de at stille nødvendige finansielle resourcer til rådighed.
Hvordån kan man forklare, at private foreninger driver hospicer, fordi sundhedsvæsen kan ikke tilbyde det?
Hvorfor skal man betale skat og afgifter, hvis private må sikre en menneskeværdig død?
Nu sidste spørgmål: Hvorfor denne hjemmesiden, hvorfor ille lade døde i ro og freden?
Her svaret: Det vil være enkelt og nemt. Lige foran den gamle mørke tider. Men opvågelse vil være senere værst, fordi mig eller alle andre var bekvemt. Lige foran Hitler.
Hvem er interesseret i temaen kan kontakte mig pr. mail eller post. Jeg er også interesseret i, hvordån man behandler dødspatienter i Danmark.